Til en bisættelse kan det være nemt at blive ramt af stemningen, men har du nogensinde tænkt på, om du bliver ramt af stemningen, eller du kun blive sørgmodig, fordi du reelt set er ked af at miste denne person i dit liv? Nogle har nemmere til tårer end andre, og det er der at jeg tror at forskellen mellem de to typer ligger.
Jeg har personligt tænkt over det, de gange jeg har været til en bisættelse eller begravelse. Det er rigtig svært ikke at blive påvirket af at se mennesker, man ellers ikke ser græde, græde. Jeg har det især svært ved at se min egne forældre græde, fordi jeg normalt ikke ser dem græde i hverdagen.
Man sidder ofte i sine egne tanker til en bisættelse og tænker over de ting, som man har oplevet med den person, vi alle mister. Især da min onkel døde, tænkte jeg meget på de mange sommerferier, jeg havde sammen med ham og hans familie.
Jeg tror generelt at der findes en gylden mellemvej, hvor vi til en bisættelse bliver påvirket af dagens sørgelige omstændigheder, samt den person som vi mister.
En kommentar til “Hvordan bliver du sørgmodig til en bisættelse?”
Jeg synes, du har ret i dine observationer omkring bisættelser.
Jeg får nærmest en ud-af-kroppen oplevelse og selvom det selvfølgelig er sørgeligt, er det også en ganske særlig oplevelse.