For de fleste er sommerjobs en sur pligt, men for min veninde var det en leg uden lige og en af de største oplevelser, hun nogensinde har haft. Hendes job bestod nemlig i at spille Mickey Mouse i Disney Land i Paris.
Jeg kan huske selv at have været i Disney Land og se almindelige mennesker komme ud fra “kun adgang for personale” området og overveje, hvilken figur de mon spillede. I sommers var det min veninde, der var inde i selveste Mickey Mouse. Det er da lidt blæret at kunne skrive “Mickey Mouse” på sit CV.
Det er overvejende dansere, der er inde i figurerne i Disney Land. De skal nemlig være i stand til at danse med i paraden og gerne påtage sig mere end én rolle. Min veninde er danser og også en ret lav én af slagsen. Da Disney var på udkig efter nye miniature-figurer til forlystelsesparken, blev hun udvalgt efter at have været til audition på sin danseskole. Hun har også en skuespillerbaggrund, så hun var naturligvis det perfekte valg.
Det var svært ikke at være en smule misundelig på hende, da hun fik lov til at tilbringe sin sommerferie i Disney Land og endda blive betalt for det!