Jeg skriver på bloggen i dag, da jeg har fået et behov for lige at ytre mig positivt omkring noget så alternativt som parterapi. Det er ikke helt sandt, parterapi er jo meget normalt i dag, eller det er i hvert tilfælde den oplevelse jeg har fået med behandlingsformen her i år.
Det hele startede for godt og vel seks måneder siden, da min mand og jeg ramte det mange vel nok vil kalde for syv års krisen. Jeg har aldrig haft parterapi inde på livet, så det var en lidt anderledes beslutning at skulle tage, men hold da op hvor er jeg glad for, at vi fik kommet til enighed om at tage skridtet om noget fælles parterapi.
Det meste bundede i mangel på dialog, forståelse for hinanden og generelt bare misforståelse på misforståelse i én lang kæde af diskussioner. Vi gennemgik tre parterapi sessioner hos den lokale terapeut, hvor vi var blevet anbefalet at tage hen, af en god ven til min mand. Den første samtale session var lidt hård at få gennemgået, men derfra føltes det som om, at en står knude langsomt blev bundet op.